Fra 12. august gælder EU’s emballageforordning som hovedregel. For fabrikanter af emballage betyder det blandt andet, at et typenummer, batchnummer, serienummer eller anden identifikation skal kunne knytte emballagen til den relevante type eller produktion. Reglerne angiver også, hvilke oplysninger fabrikanten skal give, og der er særskilte pligter for importører. Virksomheder, der ændrer deres etiketter, har derfor først brug for at afgøre, hvilke oplysninger der skal følge netop deres emballage, og hvem der har ansvaret for dem.
Et produktnummer og et emballagenummer har forskellige formål
Et varenummer bruges ofte til at forbinde en solgt enhed med en ordre eller en lagerpost. Et nummer på emballagen kan have til formål at identificere emballagen selv. Det kan være nyttigt, hvis flere produkter bruger samme bøtte, eller hvis en virksomhed køber næsten ens æsker med forskellig konstruktion fra to leverandører. Hvis begge leverancer blandes under ét varenummer, er det sværere at afgøre, hvad der er brugt hvornår. En intern reference mellem emballagens nummer, leverandørens leverance og den færdige produktserie gør oplysningerne lettere at finde igen.
Artikel 15 beskriver, hvordan fabrikanten skal gøre emballagen identificerbar, og hvordan navn og kontaktoplysninger skal angives. Hvis emballagens størrelse eller art gør det umuligt at anbringe de pågældende oplysninger på emballagen, kan de under de relevante betingelser følge med i et dokument. Miljøstyrelsens oversigt skelner mellem fabrikant og importør. Det er derfor værd at føre ansvarsfordelingen ind i specifikationen, inden designet går i trykken, især hvis indkøb, pakning og salg foregår hos forskellige virksomheder.
Et tryk, der kan læses efter håndtering
En kunde, lagerarbejder eller myndighed møder en færdig forsendelse, ikke trykfilen. En etiket, der placeres tæt på kanten af en æske, kan krølle, når kassen stables. En rund emballage kan få en lille kode til at stå så tæt på krumningen, at en scanner kun ser en del af den. Et mærke, der fungerer på glat plast i et tørt lokale, kan opføre sig anderledes, hvis overfladen er kold eller fugtig ved montering. Første korrektur bør derfor bedømmes på den pakkede enhed og efter den håndtering, den faktisk får.
Én afprøvning kan bestå af at montere et mindre antal etiketter på to partier af samme emballage. Medarbejderen registrerer, om hjørner løfter sig efter et døgn, læser identifikationen uden forstørrelse og prøver eventuel scanning med den enhed, der skal bruges ved varemodtagelsen. Nummeret kan derefter slås op i virksomhedens system. Finder man kun produktets salgspris, er der et hul i sporbarheden, selv om koden kunne scannes. Formålet med prøven er at finde hullerne i forløbet, fra mærket ses, til oplysningerne er hentet frem.
Hvem skal kunne ændre hvad?
Ved en ændring til næste sæson kan nogen justere dekorationen, mens andre ændrer batchoplysninger eller kontaktdata. Det giver en fordel at adskille de felter, som altid kan fortrykkes, fra dem, der skifter fra produktion til produktion. På et lille pakkeri kan det betyde, at nogle etiketter leveres blanke på en del af fladen og får påført variable oplysninger på stedet. En større linje kan hente data direkte fra produktionsordren. Begge arbejdsgange kræver en godkendt reference, så man kan se, hvilken udgave af etiketten der hører til hvilket parti.
Den godkendte version kan gemmes sammen med oplysninger om trykretning, mål og placering. Det har betydning for automatiseret påføring, hvor en rulle med korrekt tekst stadig kan være ubrugelig, hvis etiketten vender forkert, når den føres ind i maskinen. Et ark til håndpåføring har andre praktiske krav, for eksempel hvor let mærket løsnes, og hvor stort et antal der pakkes ad gangen. En fil kan derfor være godkendt redaktionelt, mens det fysiske oplag endnu mangler at blive afprøvet.
Et synligt nummer er starten på et opslag
Prøv at forestille dig en fejlmelding tre måneder efter levering. Ud fra det nummer, der står på æsken, skal virksomheden kunne afgøre, hvem der har leveret emballagen, hvilken specifikation der gjaldt, eller hvor de oplysninger kan findes. Et opslag kan være tidskrævende, selv i en organisation med gode it-systemer, hvis den, der modtager henvendelsen, ikke har adgang til den rigtige mappe. En kort øvelse med et tilfældigt parti kan afsløre, om der mangler dokumenter, om flere numre ser ens ud, eller om den ansvarlige medarbejder er den eneste, der kender proceduren.
Krav til sporbarhed og kontaktoplysninger skal desuden holdes adskilt fra EU’s senere fælles materialemærkning til affaldssortering. De to emner står forskellige steder i forordningen og følger forskellige tidsplaner. En etiket, der bruges til at identificere en emballageserie, skal vurderes ud fra den funktion. Når oplysningerne og ansvaret er afklaret, kan trykkeriet få en specifikation, der beskriver, hvad der er fast, hvad der varierer, og hvordan et prøveoplag skal kontrolleres.
Den mest brugbare ændring ved pakbordet er derfor at lukke kæden fra mærke til dokumentation. Det gør det muligt at kontrollere en konkret emballage bagefter, også når designet siden er opdateret, eller håndteringen er flyttet til en anden leverandør.
Ved modtagelsen af næste oplag kan indkøberen gentage opslagstesten med en tilfældig rulle. Det gør det muligt at opdage en gammel trykversion eller et forkert format, før etiketterne er fordelt på en hel dags produktion.
Gør os opmærksom på en fejl →
